torsdag den 30. april 2015

"Han er Himlen"- del 3

Læs de andre dele af historien HER
Det er ikke svært at holde fast i hende mere. Han er stadig smerten, men han er også væsken, der nu glider gennem hendes krop og gør hende følelsesløs. Han er ikke længere hendes vejrtrækning, men han er den maskine, der er, så på en måde er han vel. Han ser på hende og mærker hendes hår, hendes hud, hendes øjne, hendes hjerte, der ikke banker helt af sig selv. Han bliver ved hende, og dog bliver han ikke, dog bliver han alle steder, dog føles det ikke, som om han bliver længe nok. Han ser mennesker, der kommer for at se den næsten livløse krop, han er deres frygt, deres sorg, tårerne, der løber ned ad deres kinder, deres håbløshed. Han er gråden fra deres hals, når de knæler ved siden af hendes seng, han er den forsigtige strejfen over dynen, han er den varme, de stadig kan mærke fra hendes hænder, men som virker så ligegyldig. Og han er sulten hos dem, der vælger at blive, dem der nægter at fortsætte, dem der pludselig er så langt fra ham, og det fortsætter, mens han holder fast, han er lyden, der angiver, at de ikke vil have slukket maskinerne, han holder fast og holder fast, men han er tårer, og han er splittet. Men han er også håbet. Han er håbet, og det er håbet, der fylder dem med smerte. Han kan mærke, at han spirer inde i deres hoveder, som en vintergæk spirer i en død skov dækket af sne efter en vinter. Han ved, at han kan vokse, og få alting til at vokse, og få den døde skov til at leve, men han ved også, at han ikke kan, og at han kun kan spire, aldrig vokse, og han kigger på hende, kvinden med den brune hud, og han indser, at han ikke er hende mere, og hun ikke er ham, og hun vil aldrig blive ham, hun er allerede væk fra ham, ligesom han allerede er væk fra hende. Og han giver slip på hende. 
Han er bippet, der lyder, han er tårer, han er skrig, han er sorg, han er bål, han er ild, han er jord, han er luft, han er himmel.

Han er så meget, men alligevel er han ikke. 

Zandasia

1 kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...