Han er Himlen - del 2
Han er stilheden. Han er lysene, der stadig blinker. Han er den knirken fra døren, der åbnes og lukkes og han er vejrtrækningen fra den kvinde, der pustende kommer ud. Og pludselig er han meget hende. Han er hendes brune hud, hendes røde læber, hendes mørke hår, den elefanthue, hun hurtigt tager af hovedet, hendes frygt, men også hendes glæde, hendes tilfredsstillelse, hendes spænding, hendes hjerte, der banker, hendes smil, hendes lykke, pengene i tasken på hendes arm. Og han er forvirret. Han er hendes glæde, hendes frygt, hendes vagtsomhed, hendes lykke, hendes bankende hjerte. Hendes stærke ben, elegante skikkelse, lange øjenvipper, glimtende og funklende øjne, han er hende, og hun er ham, men han er også skuddet fra mandens gevær, han er mandens skræk, men beslutsomhed. Og mandens erkendelse. Han er den lille pyt med vand, hun falder ned i og mandens sænken af geværet, og hans frygt. Og han kan mærke, at det hiver i ham, hiver ham væk fra hende, så hun er væk, så hun forsvinder fra kortet, så der er én prik mindre, men han vil ikke, han kan ikke, og han er stadig smerten i hende, han er rystelserne i hendes krop, men han holder fast, og manden ringer, og han er bilerne med de blinkende lys, der ruller hen over asfalten over ham, men under ham, og han er smerten i hende, da hun bliver løftet op på en båre, og han forlader manden med tasken af penge, men alligevel bliver han.
Han er hendes smerte, men han giver ikke slip. Han klamrer sig til hendes underhud, til det indre sår omkring kuglen, og selv, da de har opereret den ud, bliver han og holder fast i hende, han giver ikke slip, han vil aldrig give slip. Han prøver at være glæde igen, fylde hendes krop med glæde, men han er kun smerte, og hun ryster og vender det hvide ud af øjnene.
Zandasia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar